Medlemskab

members

For at blive medlem i Diramo skal du først og fremmest have lyst til at spille volleyball. Du er ikke nybegynder, men har måske spillet i andre motionklubber, gymnasiet, højskolen, med arbejdet eller lignende – det gør ikke noget, hvis det er længe siden, bare du har lært spillet. Du behøver med andre ord ikke være tidligere elitespiller, men du skal kunne volleyspillets grundslag – fingerslag, baggerslag, serv osv.

Plads i klubben

Vi er en lille klub, og som følge heraf har vi kun fået tildelt et vist antal ugentlige banetider af Københavns Kommune. Derfor optager vi kun nye medlemmer, når pladsen tillader. Tjek derfor først med bestyrelsen (se kontaktinformationer her), om vi for tiden optager nye medlemmer. Du bedes anføre, om du er interesseret i volleyball på fast gulv og/eller beachvolley. Opdatering af hjemmesiden foregår ved frivillig arbejdskraft, og vi har ikke overskud til at holde den opdateret med den øjeblikkelige status mht. optagelse af nye medlemmer.

Prøvetræning

De 3 første træninger er prøvetræninger. På den måde har du mulighed for at komme og prøve at træne med os uden at skulle betale kontingent, og samtidig har du en chance for at få et indtryk af stemningen til træning og det sociale samvær, inden du evt. beslutter dig for at blive en del af klubben, og vi får et indtryk af dig. Efter de 3 prøvetræninger tager bestyrelsen en snak om, hvordan det er gået, og forhåbentlig kan vi tilbyde dig medlemskab af klubben.

Tilmelding til holdsport.dk
Tilmelding til holdsport.dk foregår ved at udfylde og indsende denne formular.

Indendørstræning på fast underlag:
Vi træner hver onsdag i Hafnia-hallen, som ligger nær Ny Ellebjerg station, og hvor der er gode parkeringsforhold. Vi træner kl. 19:00 – 20:30 i “Hafnia Court”, hvor vi har banen nærmest indgangen, og tilmelding foregår på Holdsport. Indendørssæsonen løber fra september til og med maj.

Indendørstræning på sandbane:
Vi træner hver mandag kl. 20:00-21:30 og hver lørdag kl. 13:00-14:30, også i Hafnia-hallen, bare i den modsatte ende, dvs. Hafnia Beach. Om mandagen har vi banen nærmest indgangen (Hafnia Beach 1), og om fredagen har vi banen længst fra indgangen (Hafnia Beach 3). Tilmelding foregår på Holdsport. Indendørssæsonen løber fra september til og med juni (eller indtil vi ikke længere orker at spille indendørs).

Udendørs beach volley:
Elsker vi at spille! Vi har 2 baner til rådighed hver mandag kl. 16.00 – 18.30 i Ryparken, og derudover har klubben 4 volleynet, som medlemmerne frit kan låne.
Tilmelding til spil på banerne i Ryparken sker på Holdsport. Vi spiller, når vejret tillader det, i månederne maj-september.

Kontingent:
Se denne side.